Fredslyset i Danmark
En flamme bliver til et hav af lys
Fredslyset er blevet tændt i Fødselsgrotten i Betlehem ved den flamme, som altid brænder der.
Fredslys traditionen opstod i Østrig i 1986. Hvert år får den østrigske radio ORF (Osterreihischen Rundfunk) fløjet et Fredslys ind fra Fødselsgrotten i Betlehem til Wien.
Efter en økumenisk gudstjeneste i Wien tager spejdere og gildemedlemmer årets Fredslys med hjem for at sende det rundt i deres eget land. Fra begyndelsen gik de østrigske spejdere ind i arbejdet og det er nu primært spejderne, der henter og bringer Fredslyset ud i Østrig og Europa. Til stafetten i Europa bruges både tognettet og privatbiler. I flere lande er det nu blevet til et samarbejde mellem spejderne og Sct. Georgs Gilderne.
Udbredelsen af Fredslyset går af en rute fra Wien over Frankrig, England, Skotland og til Irland. En anden rute fra Wien går gennem Tyskland nordpå til Skandinavien og Østeuropa. Siden 1996 er det lykkedes at få Fredslyset bragt ud i Danmark og videre til Sverige, Norge og Finland.
Stafetten i Danmark udgår i ugen før 1.søndag i advent fra Roskilde og Århus, hvor der begge steder afholdes arrangementer, inden stafetten sættes i gang. Spejdere og gildemedlemmer inviterer mange steder i Danmark til forskellige aktiviteter i forbindelse med modtagelse og videregivelse af Fredslyset. F.eks. bringes det videre i olielamper, flagermuslygter, fakler eller lignende og foræres til hospitaler, plejehjem, borgmestre, børneinstitutioner, kirker, arresthuse, krisecentre m.fl., der så tænder adventskranse, julelys, alterlys og lignende med flammen fra Betlehem.