Hytten
Hytten blev bygget i 1899 (!) som ventesal ved trinbrædtet på Havnen for den dengang nyanlagte Thistedbane.
Dengang skrev "Dagbladet": En Ventesal ved Struer Havn vil i Sommerens løb blive bygget for de rejsende, der skal ad Thy. Denne Foranstaltning har været ventet siden der blev Perron der nede. Om Vinteren har Regnen og Kulden været generende nok for de rejsende, der her stod paa Toget."
I begyndelsen af tyverne blev jernbanen lagt op på den nuværende højbro, og ventesalen blev overflødig.
Herefter har Hytten ført en omtumlet tilværelse, og har været flyttet flere gange. Først fungerede den som kontorbygning på Struer Skibsværft, som fik den flyttet til molen mellem værftet og lystbådehavnen. Herefter kom en årrække som klubhus for Struer Sejlklub, og da de voksende ud af Hytten fulgte Roklubben efter.
I slutningen af halvfjerdserne overtog Søspejderne Hytten. Den blev da flyttet endnu engang i forbindelse med, at Lystbådehavnens p-plads blev etableret. Rygtet siger, at da mobilkranen kørte gennem mudderet med Hytten hængende i stropperne, var den ved at køre fast. Derfor slap den byrden - og her stod Hytten så i mere end 20 år! Lidt på skrå på både den ene og den anden led.
Hytten er gennem årene blevet brugt til sejl og grej om sommeren, mens den også har måttet lægge tag til Flok- og Tropsmøderne om vinteren. Især til Søulvemøderne har den været tæt belagt - vi har tit været op mod 20 personer til møderne på Hyttens ca. 20 m² gulv. Det hjalp jo lidt med til at holde varmen. Der var nemlig tit meget koldt, og dagens lys så vi ikke hele vinteren. Der var nemlig skodder for begge vinduer, i et forsøg på at holde lidt på varmen inde for.
I mange år var Søtroppens højeste ønske et større hus, der kunne rumme de mange aktiviteter på en rimelig måde. I 1996 lykkedes det. I april '96 tog vi vores nye Grund i brug og fik flyttet Hytten hertil med hjælp fra Krangården.
Opgaven viste sig at være vanskeligere end forventet, for Hytten er bygget til at holde i århundreder og vejer derfor adskellige tons. F.eks. ligger hele gulvet på et lag af jernbanesveller. Det lykkedes dog, og nu står Hytten i lod og vatter på sit nye fundament, klar til at gå ind i det næste århundrede som grejhus til opbevaring af sejl, telte mm.
Siden da er der sket mere på den nye Grund. Hytten har fået selskab af et helt nyt Hus og vi har indrettet os med bla. bålplads og et pænt, hvidt stakit. Efter at bådhallen stod færdig, var den gamle hytte blevet lidt overflødig, men at skrotte den kunne ingen få sig til, så efter megen søgen sagde fjordkulturen ja til at overtage den, og sætte den istand. På billederne kan man se hyttens sidste rejse som medlem af Struer Sø
Se billederne
Huset
I august '96 tog vi første spadestik til det nye Hus. I løbet af et par måneder stod det der pludselig: Drømmen var gået i opfyldelse! Inden da havde forældrer, ledere og andre frivillige lagt en kæmpeindsats for at realisere drømmen, og økonomisk var vi blevet hjulpet af firmaer, foreninger og fonde fra hele landet.
Ved siden af Hytten har vi nu yderligere ca. 70 m² under tag, fordelt på to store patrulje/floklokaler, et toilet (med rindende, koldt vand) og en rummelig gang. Vi har også fået indlagt varme, så nu behøver ungerne ikke hopfryse, når det er vinter uden for.
Vi har nu gode forhold og rimelige pladsforhold, hvilket dog også er nødvendigt, idet Struer Søtrop nu har det største antal medlemmer nogensinde.
Den næste drøm er nu et bådehus, så vi kan have bådene under eget tag; og helst på Havnen.
Det er nu lykkes, da vi til foråret begynder opførelsen af en ny bådhal.
Hallen er nu færdig, og man kan se billeder under hallen
Hallen
Lidt byggehistorie i tekst og billeder.
Den 7. marts 2012 gik byggeriet endelig igang, der blev gravet sokkel og støbt klar til spær, derefter var der igen lidt stille. Der skulle først tages prøver af det opgravede jord, da det er opfyld og gammel fjordbund (uddybning af Lagunen) vi ligger på.
Heldigvis var der ikke noget forurenet jord, så tirsdag d. 20. marts blev jorden fjernet, og der blev blev gjort klar til gulvstøbning. Onsdag d. 21. blev gulvet så støbt, og der kom masser af jern i, så gulvet ikke skal bølge som inde i spejderhuset.
Torsdag d. 22. skulle cementen lige tørre, men d. 23. kl. 09.00 kom lastbilen med stålspærene, de blev rejst, åserne monteret og så var vi klar til rejsegilde kl. 15.00.
Ved rejsegildet var vore sponsorer, samt folk fra havnen inviteret. Det fine vejr havde lokket mange mennesker til havnen, og efter mange taler, hvor blandt andet borgmesteren lovede os maling både til hallen og huset, så de kan stå flotte til lejren 2012, var der røde pølser, øl og sodavand til alle.
Herefter gik det stærkt, tagplader kom på mandag i det dejlige solskinsvejr, og onsdag d. 28. begyndte tagdækkerne at svejse tagpap på, selv om der var en kraftig vind fra vest (15sm med 20 i stødene), kunne det ikke stoppe de friske folk, der synes at hallen skal stå færdig til tiden.
Vi fik så skruet lægter på siderne, og lavet det fremskudte dæk, samt monteret stolperne til det frostfrie rum. Igen en lille pause, da Knud Erik også har et arbejde på Nordsøen at passe.
Standerhejsning d. 14 april blev også holdt i den nye hal, selv om den ikke var færdig. Der manglede alle vægge, men det betød ikke så meget, da vejret var rigtig fint.
Der mangler billeder omkring beklædning af hallen, men fotografen har mistet et kort til kameraet hvorpå der lå en del billeder, beklager.
Da den store spejderlejr var på havnen, stod hallen færdig som lovet, så den kunne bruges til udstilling af søspejdernes historie.
Se billederne